FODPROBLEMER
FORFODEN
NEDSUNKEN FORFOD
Vi kender alle udtrykket "nedsunken forfod" eller "nedsunken fodrodsknogle". Der er tale om én og samme lidelse, hvor fodens lange mellemfodsknogler ændrer stilling. Fra naturens hånd er vi udstyret med en lille bue på tværs af forfoden. Denne bue medvirker til, at vi kan have et fjedrende afsæt, når vi går og løber. Hvis denne bue ikke er tilstede, bliver afsættet mere hårdt og går direkte hen over ledhovederne på mellemfodsknoglerne. Derved bliver trykket, fra knoglerne ned på huden og underlaget, voldsomt meget større.
Hudens naturlige reaktion på en overbelastning er, at den begynder at fortykke sig. Derved opstår der hård hud, som kan blive så voldsom, at den sidder som en hård plade under hvert ledhoved. Hvis trykket bliver yderligere forøget, f.eks. på grund af et tyndt lag væv, dannes der ligtorne. Den hårde hud og ligtornene kan bevirke, at det føles som at gå på en sten eller en nål og kan være yderst smertefuldt.
Årsager:
Der kan være flere årsager til en nedsunken forfod.
Gravide kvinder vil i en periode være meget overvægtige i forhold til deres normalvægt, hvilket øger belastningen på foden.
Overvægt i al almindelighed medfører øget belastning af forfoden.
Tungt arbejde øger ligeledes belastningen på foden og forfoden i særdeleshed.
Brugen af sko med høje hæle gør, at hele kropsvægten kommer til at hvile på forfoden, hvilket den slet ikke er beregnet til.
Disse belastninger kan medføre, at forfodens muskulatur og sener forlænges, hvorved de ikke længere er stramme nok til at opretholde forfodens tværbue.
Ved en nedsunken forfod har fodtøjet stor betydning, idet et snævert fodtøj hindrer fodens muskler i at arbejde normalt. Desuden vil en høj hæl medføre et stærkt forøget tryk hen over forfoden, hvilket vil modarbejde eventuelle fodøvelsers virkning. Det samme sker ved brugen af fodtøj med en meget hård sål, som for eksempel i træsko. Det er vigtigt, at forfoden kan arbejde naturligt og frit under gang og løb.
Behandling og forebyggelse:
Da den lille tværgående bue dannes ved hjælp af små muskler og sener i foden, er det meget svært at genoptræne. Man har ingen bevidst kontakt til de enkelte små muskler, og kan derfor ikke træne dem op enkeltvis. Fodterapeuten kan dog vejlede om forskellige øvelser, således at man kan bibeholde og endda styrke forfodens muskulatur. Nogle er tillige af den mening, at hvis man laver øvelserne ihærdigt nok, kan man til en vis grad gendanne tværbuen.
Fodterapeuten kan umiddelbart afhjælpe generne ved en nedsunken forfod ved hjælp af en fodbehandling, hvor den hårde hud og ligtornene fjernes. Men hvis denne behandling er den eneste der modtages, vil det fortsatte tryk fra de nedsunkne fodrodsknogler medføre, at den hårde hud og ligtornene gendannes efter kort tid.
Ønskes der et bedre og længerevarende resultat, skal fodbehandlingen følges op af et aflastende indlæg. Fodterapeuten er uddannet til at fremstille et sådant indlæg efter individuelle målinger. Dette sker efter aftale og i samråd med borgeren. Fodterapeuten benytter forskellige materialer og fremstillingsmetoder afhængig af problemets art, den almene helbredstilstand, fysik og aktivitet.
HÅRD HUD PÅ STORETÅENS OG LILLETÅENS TRÆDEPUDE
Når mennesket bevæger sig fremad, sker det fra naturens hånd efter et ganske bestemt mønster. Først sættes hælen i jorden i en lille udad drejet vinkel. Derefter flyttes vægten frem over fodens yderrand til lilletåens trædepude, for så at flytte sig tværs over forfoden til storetåens trædepude og til sidst ud over storetåen. Det er derfor ikke unaturligt, at der forekommer lidt hård hud på hælen samt lilletåens og storetåens trædepuder.
Årsager:
Hos nogle mennesker er tykkelsen af det væv, der skal fungere som en stødpude under storetåens og lilletåens trædepuder, ikke tykt nok. Det kan være medfødt, men kan også opstå som følge af forskellige sygdomme, medfødte fejlstillinger samt alder. Når vævet ikke kan modvirke det tryk foden bliver udsat for, forøges trykket fra knoglerne ned mod huden og underlaget voldsomt.
Hudens naturlige reaktion på en overbelastning er, at den begynder at fortykke sig. Derved opstår der hård hud, som kan blive så voldsom, at den danner en hård plade under storetåens og lilletåens ledhoveder. Hvis trykket bliver yderligere forøget, f.eks. på grund af meget hård hud eller et tyndt lag væv, dannes der ligtorne.
En anden årsag til smerter i disse områder kan være, at man op til midten af 1970'erne behandlede vorter med bl.a. radiumstråler. Denne behandling var ganske effektiv, men senere viste der sig stråleskader i form af arvævslignende tilstande i huden. Da et sådant "arvæv" har en anden konsistens end den øvrige hud, opfattes det som en belastning i huden. Det kan på trædepuderne medføre nogle glashårde fortykkelser af huden, som kan være yderst smertelige. En simpel operation i fodsålen kan have samme dårlige resultat.
Den hårde hud og ligtornene kan bevirke, at det føles som at gå på en sten eller nål og kan være yderst smertefuldt.
Behandling og forebyggelse:
Fodterapeuten kan umiddelbart afhjælpe generne med en fodbehandling. Men på sigt afhjælper fodbehandlingen alene ikke problemet, idet trykket fra knoglerne fortsat er til stede. Derfor bør borgeren træffe aftale om jævnlige fodbehandlinger og, i samråd med fodterapeuten, evt. overveje at få fremstillet et aflastende indlæg.
Dette kan fodterapeuten fremstille efter særlige individuelle mål. Fodterapeuten benytter forskellige materialer og fremstillingsmetoder, alt afhængig af problemets art, den almene helbredstilstand, fysik og aktivitet.